Beskrivelse
En gruppe engagerede borgere i Tuse har arbejdet på et ambitiøst projekt for at skabe en ny dagligvarebutik i byen, men det afhænger af solgte anparter.
Emil Bergstrøm Hansen har netop overtaget den gamle brugsbygning og ser store muligheder i projektet.
Projektet er baseret på Dagrofas model for borgerbutikker, hvor borgerne køber anparter i en bygning, som de lejer ud til en selvstændig købmand, der står for driften af butikken. Dagrofa har etableret næsten 100 borgerprojekter gennem de seneste år og har dermed stor erfaring på området. Tilstedeværelsen i de mindre lokalsamfund er en del af Dagrofas DNA, og de vil gerne styrke dette endnu mere.
Udviklingsplan i 2 etaper
Projektet har 2 etaper. Først skal den eksisterende butik hurtigst muligt have en makeover og åbne. Dette skal ske ved at skaffe midler til et borgerprojekt i samarbejde med Dagrofa og Sparekassen Sjælland. Planen er, at en ny dagligvareforretning kan åbne senere i år i de nuværende rammer, men som en Min Købmand.
Det er springbrættet til næste del af projektet, der drejer sig om at etablere en ny og flot dagligvarebutik, som skal ligge på den tomme byggegrund lige midt i Tuse. En grund, som for flere år siden blev udlagt til dagligvareforretning, men som der endnu ikke er sket noget på. Hvorvidt projektet med en ny forretning kan realiseres afhænger af borgeropbakningen ved første trin af projektet.